Af Stig Ørskov, adm. direktør for JP/Politikens Hus, ansvarshavende chefredaktør Erik Henz Kjeldsen, og sekretariatschef Ole Kaag Mølgaard, Lex – Danmarks Nationalleksikon
For godt to uger siden lancerede Google en ny funktion AI Overviews. Med ét trylleslag har verdens største søgemaskine ændret spillereglerne for vidensøgning og øget usikkerheden om, hvorvidt vi kan stole på Googles søgeresultater.
AI Overviews serverer brugeren et kort, samlet svar i toppen af søgeresultatsiden skrevet af kunstig intelligens. Teksten er herreløs og genereret ud fra sproglige sandsynlighedsberegninger, der indsætter det mest sandsynlige næste ord. Det er ofte tæt på korrekt, men i mange tilfælde helt forkert. Google påklistrer links, fx til Ekstra Bladet, Politiken, Jyllands-Posten eller Lex. De ligner kilder, men har intet med teksten at gøre. I bedste fald er de “læs mere”-henvisninger, men de giver Googles svar en autoritet, det ikke fortjener.
Det lyder som en praktisk genvej til viden. Men det er en smutvej uden om kvalitet og redaktøransvar.
Hvor vi tidligere blev præsenteret for artikler fra medier, vi forstår, skal vi nu tage Googles syntese for gode varer uden at kende grundlaget. Ved at producere sine egne tekster med AI flytter Google magten over fakta væk fra journalistik, forskning og redigeret viden. Og det gør det sværere end nogensinde før at være kritisk og velinformeret borger.
Vi har i årevis set, hvordan internettet har ændret vores samfund og samtaler. Sociale medier har belønnet det hurtige, det forsimplede og det vrede. Algoritmer har forstærket splittelse frem for forståelse. Nu ser vi endnu et skridt væk fra dybde og fakta. Når ingen længere har skrevet teksten og svar er genereret af et computerprogram, gør vi os afhængige af et system, der er skabt til annoncesalg, men som ikke er optaget af at oplyse.
Vi er nået dertil, hvor vi må spørge os selv: Skal internettet være et sted, der understøtter dannelse, oplysning og demokratisk dialog? Eller overlader vi det til nogle få techgiganter at definere, hvad der er sandt og værd at vide? Og uden at de skal stå til ansvar. I modsætning til medier som Ekstra Bladet, Politiken og Jyllands-Posten, der er omfattet af medieansvarsloven, befinder Google og andre techgiganter sig i et utydeligt grænseland, hvor ansvaret flyder.
Demokratiet bygger på, at vi kan stole på de informationer, vi orienterer os efter. Det kræver, at vi ved, hvor de kommer fra. Og at vi kan holde nogen ansvarlige, hvis de tager fejl. Finder du en fejl i Lex eller i en artikel i Ekstra Bladet, Politiken og Jyllands-Posten, kan du skrive til en redaktør. Du kan kræve, at de retter fejl. Det kan du ikke hos techgiganterne.
Derfor er det nu vigtigere end nogensinde, at vi insisterer på kvalitetssikret viden. På medier, der står på mål for deres indhold. På redigerede kilder, hvor navngivne mennesker har gjort sig umage for at give dig et ordentligt svar.
Hvis vi vil leve i et samfund, hvor borgerne er oplyste og myndige, må vi kræve mere af vores digitale virkelighed. Det starter med, hvad vi vælger at stole på. For vi er ikke magtesløse. Vi kan insistere på medier med integritet. På viden, der er kurateret af mennesker. På svar med rigtige kilder som vi kan kigge efter i sømmene – ikke kun svar bag et sprogmodel-filter.
Start med at spørge: Hvor kommer det her fra? Hvem står bag? Kan jeg regne med det?
Og næste gang du søger et svar: Prøv at slå op i Lex. Eller læs en artikel fra et medie, hvor redaktøren tager telefonen, hvis du finder en fejl.
Vi vil gerne invitere til samtale om adgangen til troværdig viden. Derfor lancerer Lex og JP/Politikens Hus nu fælles annoncer, der sætter fokus på behovet for troværdige kilder og kvalitetssikret viden. Annoncer, som vi håber, også andre medier vil tage til sig.
Det handler om mere end branchen. Det handler om vores demokrati.