Kirkebilleder – vejledning

Tak fordi du vil hjælpe os med billeder til lex.dk. Husk, at du selv skal have taget de billeder, du uploader.

Licens

Hvis vi bruger et eller flere af dine billeder, vil du blive krediteret med navn, og dit navn vil stå under billedet i artiklen på lex.dk. Vi benytter licensen CC-BY-NC-ND 4.0. Det betyder, at andre frit kan dele (dvs. kopiere og videredistribuere) materialet i ethvert medie eller format på betingelse af, at der gives kreditering, at materialet ikke bliver brugt til kommercielle formål og at materialet ikke må distribueres, hvis der bliver foretaget ændringer i det. 

Vær opmærksom på, at det ikke er sikkert, at vi bruger dine billeder.

Generelle ønsker til billeder

Ingen mennesker, biler eller lignende

Vi vil helst ikke have mennesker eller biler på billederne. Hvis det er umuligt at undgå at få en person med, så er det vigtigt, at man kun ser vedkommende på afstand og helst fra ryggen, eller sådan at man ikke kan se, hvem det er. Dette skyldes rettighedsspørgsmål og krænkelse af reglerne om persondata.

Vælg det rette format

Overvej om motivet er vandret eller lodret, og hold telefonen eller kameraet tilsvarende vandret eller lodret.

Lysforhold

Naturligt dagslys er bedst til fotografering. Det er vigtigere, at vi kan se motivet, end at der er et spil i lyset, modlys eller andre lyseffekter.

Alle danske kirker på lex.dk

I et samarbejde mellem Nationalmuseet og lex.dk bliver alle danske folkekirker gjort gratis tilgængelige for lex.dk’s millioner af besøgende.

Kirkerne bliver beskrevet kommunevist, og når alle kirker i en kommune er beskrevet, vil der for hver kirke findes en artikel med flotte billeder og beskrivelser af beliggenhed, kirkegård, bygningshistorie, kalkmalerier, inventar og gravminder. For nogle kirkers vedkommende har det ikke været muligt at finde gode tilgængelige billeder. Her kan du være med til at hjælpe. Vi kontrollerer alle billeder, før de publiceres.

Vi har allerede mange opdaterede kirkeartikler. Se fx artiklen om Grindløse Kirke, der har flotte billeder både indefra og udefra.