Viden er magt. Det er en sandhed, som er blevet gentaget så ofte, at vi måske har glemt den. For det er, som om vi i optimismen over digitaliseringen og det åbne net glemte, at vi også var nødt til at forholde os til, hvem der har magten over vores fælles viden.
Det har været en grundlæggende tanke for oplysningstiden og folkestyret, at uden fri og lige adgang til viden kan vi ikke udvikle os som mennesker og finde de bedste løsninger på de problemer, vi står overfor. Derfor har vi investeret i skoler, uddannelse og forskning, der har kunnet understøtte den offentlige debat med viden, fakta og et fast grundlag for den fælles diskussion. På trods af uenigheder har vi i det danske samfund – og de fleste vestlige samfund – diskuteret de presserende problemer ud fra et fælles fundament og en samlet virkelighedsopfattelse.
Man skal imidlertid være mere end almindeligt optimistisk, hvis man ikke har en fornemmelse af, at alt det, der engang var fast og solidt, er ved at forsvinde i den blå luft. Vores fælles virkelighedsopfattelse og referenceramme er under angreb. Vi rammes af ondsindede aktører som russiske “troldefarme”, der oversvømmer offentligheden med misinformation. Den politiske offentlighed synes opdelt i stadig mindre ekkokamre, hvor vi kun deler information med dem, vi allerede er enige med. De etablerede medier presses af markedsudviklingen, og flere af dem søger stadig hårdere vinkler og følelser frem for fakta. Og influencere vil have opmærksomhed for enhver pris og deler halve sandheder og hele løgne for clicks. Samtidig er søgemaskiner som Google for længst holdt op med at præsentere os for nogenlunde objektiv viden, men giver os i stedet en kurateret og værdibaseret version af virkeligheden ud fra uigennemskuelige kriterier, der først og fremmest tilgodeser annoncørernes interesser, og endelig redigeres Wikipedia af stadig færre – og alle unavngivne – redaktører, hvis intentioner eller baggrund ikke er offentligt kendt.
Alle disse negative tendenser bliver forstørret hundredfold af de nye AI-teknologier, der gør det ekstremt nemt at producere indhold, som ligner sandhed, men som er løgn, nonsens, clickbait eller propaganda. Tekst og lyd produceres med en hastighed, der overskrider det menneskeligt mulige, og allerede nu er det tæt på umuligt at se forskel på AI-genererede billeder og film og virkelige optagelser.
Faktatjek er ikke en af den kunstige intelligens’ kerneopgaver. I stedet bidrager AI i dag med et statistisk genereret gennemsnit af alle de misforståelser, der findes på nettet i forvejen – og ud af det kommer nyt indhold. Når Google lancerer deres nye søgemaskine verden over – og snart også i Danmark – vil links til viden være rykket længere ned på siden, og i stedet vil man præsentere os for en AI-gennemtygget og sprogliggjort version af, hvad AI og søgemaskinen synes, vi skal præsenteres for. For nylig viste en artikel her i Politiken, at chatbots drevet af kunstig intelligens – som ChatGPT – kan have voldsom politisk bias og give et helt forvrænget billede af, hvad der er fakta, og hvad der er holdninger.
Vi er som borgere overladt til os selv, når vi skal sortere i alt dette enorme morads af sandhed og sludder. Nogle kan måske overskue de enorme mængder information, men det er ikke så mærkeligt, hvis mange reagerer med et kynisk skuldertræk, hvor de tænker, at siden man ikke kan stole på alt, så skal man ikke stole på noget eller nogen. Alle lyver alligevel.
Imidlertid er det danske samfund bygget på tillid. Tillid til vores medmennesker, til vores institutioner, og til den viden, som vi bygger debatten på. Når vi er i en tilstand af konstant mistillid til indhold, vi præsenteres for på nettet, så eroderes fundamentet for den demokratiske samtale.
I et autoritært samfund kan en fælles sandhed være lige meget. Diktatoren kan ændre fortiden med et snuptag. Men i et demokrati er det bydende nødvendigt, at borgerne deler en fælles virkelighed, som de kan diskutere ud fra. De skal naturligvis ikke være enige om alt – overhovedet ikke – men hvis der ikke er et fælles fundament at stå på, så er der heller ikke noget at diskutere ud fra. Meninger kan ikke brydes i et tomrum. Sker det, ender vi – som Bertel Haarders ord – med at dele ud af hinandens uvidenhed.
Kritisk sans er en nødvendighed. Men vi må ikke glemme, at kritisk sans bliver nødt til at hvile på et fundament af (nogenlunde) faktabaseret viden, for ellers har man jo ikke noget at kritisere ud fra. Hvis man ikke aner noget som helst om for eksempel klimavidenskab, Ukraines historie eller det amerikanske valgsystem, hvordan skal man så kunne være “kritisk” over for propaganda fra den ene eller den anden side?
Magten over vores fælles viden er ved at skride. Oplysningen er på retur. Men måske kan netop udgangspunktet i oplysningstiden vise os en vej videre.
1700-tallets oplysningstænkere, der lagde grundlaget for det oplyste folkestyre, kæmpede imod kirkens og kronens vidensmonopol. De opfandt encyklopædien – leksikonet – som et middel til at gøre fri og fælles viden tilgængelig for alle, og som et grundlag for den enkeltes oplysning og den fælles samtale. I dag skal vi ikke kæmpe imod kirken og kronen, men i stedet forholde os til, at den fælles viden i stigende grad er i hænderne på amerikanske og kinesiske digitale giganter og under angreb fra propagandarobotter, videnspirater og pressede medier. Derfor skal vi genopfinde leksikonet til en ny tid. Det fælles reservoir af viden, der ikke manipuleres med, men som er forskningsbaseret og åbent om sit grundlag. Og som samtidig altid er villig til at diskutere det.
Oplysning er, som filosoffen Immanuel Kant bemærkede, menneskets kamp for at træde ud af sin selvforskyldte umyndighed. Oplysningstanken grundlagde demokratiet og inspirerede Grundtvig og mange andre til det store, folkelige dannelsesprojekt, som vi stadig er i gang med.
I Danmark blev leksikonet som fænomen et samlingspunkt for fælles viden og et udgangspunkt for den fælles diskussion. I mange hjem har det i generationer været sådan, at hvis der var noget, man var usikker på, så måtte man “slå det op” – i Salmonsens, i Hagerups, i Lademanns. Man kan diskutere kvaliteten af de enkelte artikler, og vi er blevet klogere på mange områder og har brudt med mange fordomme. Men ideen om, at et leksikon bør være allemandseje, er uvurderlig. Det var et tegn på dannelse at have et leksikon, og selvom det kunne være en betydelig udgift for en almindelig familie, så var det noget, mange investerede i for børnenes – og egen – dannelses skyld. I øvrigt fandtes leksika vidt omkring i lejebibliotekerne – og de senere folkebiblioteker.
At skrive et leksikon var og er et enormt projekt, der krævede tusindvis af timer og hundredvis af lærde menneskers bidrag. Den franske encyklopædi tog tyve år at skrive. Og ti år tog det, at skrive Den Store Danske Encyklopædi, det sidste store leksikonprojekt herhjemme på papir, og som udkom i årene 1994 til 2001. Ulempen ved et papirleksikon er naturligvis, at det er forældet dagen efter, at det er udkommet – for viden udvikler sig hele tiden – og at det trods alt var langtfra alle, der havde råd til at købe et trykt leksikon i mange bind. Først med etableringen af onlineleksika som Lex er det sikret, at indholdet løbende kan opdateres. Og at indholdet er frit tilgængeligt for alle. 400 år efter dets opfindelse er leksikonet endelig blevet allemandseje.
Det er tankevækkende at skrue tiden bare fem år tilbage, hvor Foreningen lex.dk blev oprettet. Idéen med foreningen var at overtage forpligtelsen (og rettighederne) til at publicere og vedligeholde det store danske opslagsværk Den Store Danske Encyklopædi, som Gyldendal havde udgivet i løbet af 1990’erne og 00’erne. Gyldendal havde selv finansieret udgivelsen af det store leksikon på nettet, men måtte sande, at der ikke var en bæredygtig forretningsmodel for at drive det videre på kommercielle vilkår. Gyldendal fandt sammen med G.E.C Gads fond, der var ved at færdiggøre storværket Trap Danmark, og sammen med Danske Universiteter og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab dannede de Foreningen lex.dk. Forlagene overdrog forskningsbaserede værker om snart sagt hvad som helst til en rettighedsværdi af næsten en milliard kroner til foreningen. Og siden da har aftalen med staten været, at så længe Folketinget sikrede finansieringen af drift og opdateringen af indholdet, ville indholdet være frit tilgængeligt for os alle.
Dengang mente mange, at projektet var gammeldags og nostalgisk. En nationalencyklopædi på nettet? Var det ikke ret bedaget – og måske endda lidt udemokratisk – i en tid, hvor man bare kunne google eller gå på Wikipedia og få adgang til hele verdens viden med et klik? I dag virker techoptimisterne fra digitaliseringens barndom som de bagudskuende nostalgikere, og de politikere, der valgte at støtte missionen for fem år siden, drivkræfter som Bertel Haarder, Alex Ahrendtsen, Mette Bock og Mogens Jensen med flere, står tilbage som de virkeligt fremsynede. Brugerne har taget Lex til sig, og sitet har millioner af opslag hver måned. Med sine mere end 240.000 artikler er det formentligt det største danske site for forskningsformidling. Og de ca. 800 forskere og andre fagfolk, som sikrer, at indholdet er opdateret, optræder med både navn og billede i hvert eneste opslag. Her kan alle se, hvem der har skrevet hvad. Og hvad deres baggrund er.
Hvis Danmark også i fremtiden skal have en fælles referenceramme at diskutere indenfor, så kræver det en meget stærk indsats i en fælles alliance mellem fremsynede politikere, der tør prioritere med det lange lys på, og forskere og andre fagfolk, som vil deltage i opbygningen af den fælles viden, der skal udgøre grundlaget for vores fælles demokratiske samtale. Det kræver samarbejde med medier og fonde, med erhvervslivet og foreningslivet. Og det kræver ikke mindst en stærk indsats i skoler, gymnasier, erhvervsskoler og videregående uddannelser, hvor alle unge skal vokse op med en både kritisk og konstruktiv indstilling til, hvad de kan google sig frem til, og hvordan de kan bruge kunstig intelligens til at blive klogere i stedet for at blive dummere.
Vi skal turde at “slå op” med falske nyheder, kunstig intelligens og desinformation og i stedet turde “slå op” et sted, hvor der er rigtig, kvalificeret viden formidlet af mennesker, der ved, hvad de taler om, men ikke er så indbildske, at de tror, at de altid har ret.
Den tid, hvor vi havde en næsten Morten Korchsk tillid til, hvad vi kunne finde på nettet, og hvor vi bildte os ind, at techgiganterne havde et ønske om at bidrage til demokratiet og oplysningen, virker nu som en fjern fortid. Men det er ikke for sent at vende udviklingen og at genskabe nettet som et middel til udveksling af viden og oplysning mellem mennesker. Det kræver lovgivning og regulering af digitale giganter og ny teknologi. At vi betragter også dele af nettet som kritisk infrastruktur. Og det kræver politikere, fonde og privatpersoner, der vil prioritere et fælles grundlag. Vi må tage magten over vores fælles viden tilbage.