Google bør pålægges at bringe troværdige svar på søgninger

“Du kan bare google det,” sådan siger vi til hinanden, når der er noget, vi ikke ved, for gennem de sidste 25 år har Google været vores trofaste vejviser på nettet.
Det er imidlertid meget længe siden, at Google har været en neutral formidler af viden. Google er dels blevet langt mere individualiseret og giver os resultater, der passer til lige netop os – eller måske rettere til de annoncører, som gerne vil have fat i os – og dels langt mere formynderisk for at beskytte os imod resultater, der kan være skadelige, ubehagelige eller upassende.

På mange måder lider vi af Google-nostalgi, når vi tror, at Google stadig er den “gode gamle Google”, der viste os resultaterne nogenlunde neutralt ud fra et kriterium om relevans.
Med Googles kommende udrulning af kunstig intelligens gennem funktionen Google Overview vil vi ikke først og fremmest blive præsenteret for links til indhold, men i stedet for AI-genereret tekst, der, inde på selve søgesiden, forsøger at svare på vores spørgsmål ved et statistisk sammenkog af tekst, som Google har fundet på hele nettet og kørt igennem algoritmer for statistisk sandsynlighed og passende indhold.

Ligesom et hedengangent supermarked vil Google gerne have, at vi bliver lidt længere – og helst slet ikke forlader Google igen. Som borgere bliver vi fastholdt i et lukket system af ejerløs tekst, som ingen har efterprøvet, og ingen kan stilles til ansvar for, og som vil lide af de samme fejl og unøjagtigheder, som andre AI-tekstmaskiner har.
Søgemaskinens dage er talte – og når det ikke allerede er sket, er det udelukkende fordi Google endnu ikke har fundet en forretningsmodel, der kan erstatte den mere end 500 milliarder kroner store annonceforretning, som søgemaskinen i dag er for Google. Vores adgang til troværdig viden styres af et annoncemarked og Google er ikke  optaget af at stille viden til rådighed for borgerne, men kun i at høste viden om borgerne til annoncørerne.

Med Googles rejse fra søgemaskine til “svarmaskine” tager vi et langt skridt ind i et ukendt rum – eller måske rettere ind i et syntetisk informations-pandekagehus, der nok smager godt, men hvor forbindelsen til en verden udenfor forsvinder, og hvor de danske vidensinstitutioner som biblioteker, skoler, universiteter, museer og forskningsbaserede onlineleksika som nationalleksikonet Lex bliver svagere og svagere.

Vi har, midt i de store debatter om sociale mediers indflydelse, forsømt en meget vigtig diskussion af søgemaskinernes indflydelse. For når Google, med en markedsandel for søgemaskiner på mere end 90 %, er vores indgangsport til viden, så har Google også afgørende magt og indflydelse på vores demokratiske meningsdannelse. Men ligesom vi er begyndt at stille krav til indhold og moderation på sociale medier, må vi også forholde os til, hvordan vi som samfund sikrer, at alle har adgang til troværdig viden på nettet, og den samtale handler om, hvordan søgemaskinerne præsenterer deres resultater.
Vi skal derfor overveje, om vi skal give søgemaskinerne en “must carry”-forpligtelse, når de træder ind i AI-epoken – en forpligtelse til, at troværdige kilder, baseret på det danske sprog og robust forskning, altid er øverst blandt de fremhævede resultater: folkebibliotekerne, universiteterne, museerne, nyhedsmedierne og opslagsværker på nettet som fx. Lex.

Allerede for 20 år lancerede Google individualiserede svar, hvor forskellige mennesker fik forskellige resultater – populært sagt fik en teenager fra Minnesota, på søgningen “Paris Hilton”, vist berømtheden og hotelarvingen Paris Hilton, mens en midaldrende turist i Frankrig fik vist Hilton-hotellet på Rue Saint-Lazare.
Så længe man leder efter hoteller i Paris, så er den personaliserede søgning ret uskyldig – og vel også nyttig. Men hvad, hvis man begynder at søge på fx. konspirationsteorier om Covid-19?
Netop Covid-19-pandemien udstillede tech-giganternes dilemmafyldte position i samfundet. Her kom tech-giganterne under pres fra offentlige myndigheder og meningsdannere for at sortere i indholdet, så der kun vanskeligt kunne stilles spørgsmålstegn ved de officielle anbefalinger til, hvordan pandemien skulle imødegås. Det var gjort med de bedste hensigter, men i stedet for at kvalificere en offentlig debat endte tech-giganterne med at lægge låg på kritiske stemmer, både de fornuftige og de forrykte. Havde man fulgt en mere åben linje, så havde man – måske – undgået en del af den polarisering, som Covid-19 medførte.

Situationen omkring Covid-19 viste, at vi accepterer, at søgemaskiner som udgangspunkt redigerer og manipulerer søgeresultaterne – men uden at der er tale om klare og gennemsigtige redaktionelle valg og prioriteringer, som vi forventer af de demokratiske medier. Søgemaskinerne blev som et bibliotek, der kun stiller de “rigtige” bøger frem. Metoder, som vi kender fra samfund, som vi helst ikke vil sammenlignes med. Husk blot hvordan Google i Kina måtte fjerne referencer til massakren på Den Himmelske Freds Plads. I dag er censurering af indhold hverdag på den kinesiske søgemaskine Baidu.

Nu er vi jo ikke i Kina, men det er indlysende, at jo mere syntetiske og kuraterede søgeresultaterne er, desto mere fristende og selvfølgeligt er det også at dreje dem i en ønskelig retning. Vi bevæger os, med professor på ITU, Thore Husfeldts, ord, mod en “ideologisk motiveret social sandhed om virkeligheden, som adskiller sig fra den faktuelle sandhed”.
Isoleret set er det selvfølgelig godt at beskytte borgerne mod en farlig pandemi. Men det kræver ikke meget fantasi at forestille sig, at det på et tidspunkt bliver relevant at tage stilling til, hvem der får retten til at bestemme over andre, mere værdibaserede søgeresultater: en anden præsident i USA, med magt til at pålægge søgemaskinerne at forhindre for eksempel teenagepiger i at søge på “Hvor får jeg en abort?” Og det er jo bestemt ikke ligegyldigt, hvilke resultater vi får, når vi spørger Google Overview eller ChatGPT: “Hvem er skyld i krigen i Ukraine?”

Vi kan ikke længere regne med søgemaskiner som et “one stop shop” for vores søgninger. Derfor må vi stille stærkere krav til, at Google altid – også – linker til troværdige, danske kilder, som tør sætte ansigt og navn på afsenderen, og som tager ansvar for den viden, der bliver præsenteret – og i øvrigt er villig til at diskutere den. Vinder tanken gehør, kunne det være en idé, som regeringen skal tage med, når Danmark får EU’s formandskab i 2025.

Det er ikke så formynderisk, som det lyder. Faktisk har vi en lang tradition for “must carry”-forpligtelser i alle mulige andre sammenhænge. Ved opsættelse af fællesantenneanlæg er der for eksempel forpligtelser til, at der altid skal være adgang til TV fra Folketinget, DR1, DR2 og TV2 med synstolkning. Det kræver vi ud fra en betragtning om, at alle bør have adgang til netop de almene kanaler, der har en “public service”-rolle i vores samfund.

Det samme kan man sige om de “kanaler”, som vores uddannelses-, forsknings- og dannelsesinstitutioner har. Alle skal have fri og lige adgang til den viden, der produceres i de institutioner, som vi alle betaler for. Den viden skal ikke gemmes væk i en syntetisk svarmaskine. Institutionerne er afgørende vigtige for vores samfund, og de skal altid kunne komme i spil med kvalificerede svar til de spørgsmål, vi måtte stille. Ikke fordi de altid har ret, men netop fordi der står mennesker bag – frem for et pandekagehus af syntetisk materiale, som ingen har mulighed for at kigge i kortene.