Foto: Oliver Cole, Unsplash

Hvornår vil du sige fra? Om den demokratiske medborger og civilcourage på nettet

Det er ofte lettere at være enig end at være uenig. Formålet med øvelsen er at finde ud af, hvad begrebet civilcourage går ud på, og at udarbejde dine egne instruktioner for, hvordan civilcourage på nettet bør se ud.

Formålet med øvelsen er at undersøge, hvad det vil sige at være en demokratisk medborger på nettet – og hvordan man kan handle, når man oplever, at andre bliver krænket, udskammet eller mobbet online.

En demokratisk medborger tager ansvar for fællesskabet, deltager aktivt og siger fra over for uretfærdighed. I den forbindelse bliver begrebet civilcourage centralt: At turde stå ved sine værdier og handle – også når det er svært.

Gruppearbejde

  • Hvad betyder det at være en demokratisk medborger – særligt på nettet?
  • Hvad betyder civilcourage, og hvordan hænger det sammen med medborgerskab?
  • Tænk på en person, som I mener har vist civilcourage. Begrund valget.
  • Har nogen i gruppen selv prøvet at sige fra online – eller ladet være? Diskutér hvorfor.
  • Hvordan kan man udvise civilcourage som demokratisk medborger i en digital kontekst?

Udarbejd jeres egen guide

Når I har talt om begreberne, skal I sammen lave en guide med konkrete råd til, hvordan man viser civilcourage online. Den skal indeholde 5–10 korte punkter, og I skal formulere dem som handlingsanvisninger, fx:

  • “Skriv ‘stop’ i kommentarsporet, hvis du ser nogen blive hånet.”
  • “Del ikke krænkende indhold, selvom andre gør det.”

Lav jeres guide på et A3-ark eller digitalt, så den kan præsenteres for resten af klassen.

Afstemning: Hvilke råd er vigtigst?

Når alle grupper har præsenteret deres guide, stemmer I på de råd, I synes er mest brugbare eller vigtige.

  • Hver elev får 3 stemmemarkeringer (fx prikker med tusch eller små klistermærker).
  • Du må ikke stemme på din egen gruppes forslag.
  • Du kan vælge at placere alle dine 3 stemmer ét sted – eller fordele dem på flere punkter.
  • De punkter, der får flest stemmer, samles i klassens fælles guide til civilcourage på nettet.

Ekstra

Lav en visuel version af jeres fælles guide – fx som plakat, opslag, post eller video – og del den på et relevant sted: skolens intranet, fællesdrev, hjemmeside, fællesrum eller et socialt medie, hvis det er muligt.

Varighed:

30-40 minutter

Lex - Danmarks National Leksikon.
Danmarks Biblioteksforening.

Hvis du har kommentarer, spørgsmål eller lignende til projektet eller siden, så skriv en mail til Sekretariatschef Ole Mølgaard fra Lex – Danmarks Nationalleksikon på okm@lex.dk.