Vaccinemodstand har eksisteret lige siden de første forsøg med koppevirus i 1790’erne. Også i dag, hvor mennesker verden over skal vaccineres mod COVID-19, opstår der modstand, der spænder fra bekymring for bivirkninger og sund skepsis til egentlige konspirationsteorier og fake news. Og det kan være svært at navigere i strømmen af information, gode råd og advarsler, som vi møder i nyhederne og på nettet.

Torsdag den 12. august 2021 afholdt lex.dk i samarbejde med nyhedsbureauet Ritzau en online-event om, hvordan vi skelner mellem fake og fakta om vacciner. Eventen var den første af en række på seks arrangementer, som gennemføres med støtte fra Kulturministeriets Demokratipulje.

Eventens to eksperter var professor i immunologi og virologi Søren Riis Paludan og idehistoriker Rikke Peters med speciale i konspirationsteorier og propaganda samt forebyggelse af online ekstremisme.

Du kan se hele samtalen her.

Vaccine er en substans, der kan beskytte dig mod infektionssygdomme. Vacciner bygger på det princip, at immunsystemet har en indbygget hukommelse og derfor kan bekæmpe molekyler, som det har mødt tidligere. Dette udnyttes til at indføre små portioner af virus eller bakterier i kroppen og således ”lære” immunsystemet, hvordan en given mikroorganisme ”ser ud” og kan bekæmpes. En vaccine kan derfor give længerevarende immunitet mod den sygdom, den er rettet imod. 

Vacciner har haft uvurderlig betydning for bekæmpelse af en række alvorlige sygdomme som eksempelvis kopper, polio og mæslinger, og nu senest Covid-19. Der er mere end 50 vacciner i anvendelse globalt, og vacciner er en forudsætning for opretholdelse af den sundhed, vi har i den moderne verden.

Man har aldrig før COVID-19 set en så hurtig udvikling, afprøvning og ibrugtagning af en vaccine. Men selvom det er gået stærkt, har man ikke slækket på de regulatoriske rammer for godkendelse af vaccinerne. Da flere end nogensinde er vaccineret, hurtigere end nogensinde, har vi til gengæld i dag langt flere data om COVID-19-vaccinerne end om de fleste andre anerkendte vacciner.

Søren Riis Paludan er professor i immunologi og virologi ved Institut for Biomedicin, Aarhus Universitet. Han skriver artikler og er fagansvarlig for kategorien Immunologi i Den Store Danske. Søren Riis Paludan er blandt de mest citerede danske forskere på området.

Rikke Peters er ph.d. og idehistoriker og lektor ved HistorieLab ved UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole. Hun skriver artikler og er fagansvarlig for kategorien Internetkultur i Den Store Danske. Rikke Peters forsker bl.a. i konspirationsteorier og propaganda samt forebyggelse af online ekstremisme. @AlbergPeters

Der er mange former for misinformation. Der er tale om et bredt spektrum, fra noget der er sandt, men tillægges motiver, over noget, der lyder sandsynligt, men ikke er dokumenteret, til hardcorefakes og konspirationsteorier.

I forhold til COVID-19 og vacciner er der nogen, der hævder, at vaccinerne har alvorlige bivirkninger, som ”nogen” prøver at skjule. At vaccinen indeholder stoffer, der i virkeligheden er farligere end sygdommen. At hele vaccinationsprogrammet er en sammensværgelse opfundet af medicinalvidenskaben og lægemiddelindustrien, som er drevet af et profitmotiv.

Undersøgelser viser, at det reelt er ganske få kilder, der spreder misinformation, konspirationsteorier og fake news, men at de har en stor spredningseffekt gennem de sociale medier, hvor der er mange, der ukritisk deler og liker opslagene. En nylig undersøgelse viser, at det er helt ned til 12 personer, der står for størsteparten af de fake news om COVID 19 og vacciner, der spredes i USA. Der er ikke lige så omfattende undersøgelser fra Danmark, men også her er der formentlig ganske få aktive ”producenter” af fake news og konspirationsteorier. Men de opnår hurtigt stor udbredelse, da rigtig mange deler og liker osv.

Ofte er der tale om lægeuddannede eksperter, som er ”afhoppere” fra den etablerede videnskab og derfor kan smykke sig med fine titler og publikationer. Andre tilhører forskellige grene af ”pseudovidenskaben ” eller forskellige ”anti-science-bevægelser”, herunder personer fra det alternative behandlingsmiljø, som lever af at promovere og sælge alternative produkter. Og endelig er der de almindelige konspirationsteoretikere, som ser konspirationer indenfor alle områder.

I Danmark er der heldigvis ikke en voldsom polarisering mellem de autoritetstro og skeptikerne. Og derfor ikke alvorlig risiko for, at hardcore fake news slår rod i den bredere befolkning. Mange skeptikere er ikke påvirket af fake news, men drevet af følelser, såsom angst og vrede. Det danske hardcore fake-miljø er lille. Men mange er kritiske. Og dertil har mange den liberalistiske grundholdning, at staten ikke skal bestemme over deres krop. Men dette er et legitimt politisk synspunkt, og ikke et fake news-fænomen. 

Man skal tage problemet med fake news, misinformation og konspirationsteorier alvorligt og være opmærksom på det, men i Danmark er der ikke grund til at puste problemet op. Så risikerer man bare selv at forstærke den polarisering, der ikke i sig selv er voldsom.

Mistænksomhed over for vacciners skadelige virkninger kan spores tilbage til de første vaccinationsforsøg mod koppevirus. Karikaturtegningen fra 1801 viser nogle af de forestillinger, som vaccinationen med kokopper kunne give anledning til, bl.a. vansiring og dyrelignende gevækster hos de vaccinerede.

Fake news og konspirationsteorier er ikke et nyt fænomen, heller ikke når det gælder sundhedsspørgsmål. Skepsis mod vacciner er lige så gammel som vaccinerne selv, og anti-vaccinebevægelsen opstod samtidig med de første vaccinepåbud i Storbritannien i 1850’erne. Og den fremførte stort set de samme argumenter, som vi hører i dag. Det kan være retten til selv at bestemme over krop og liv, især når det gælder børn. Eller et ultraliberalistisk syn på menneskets frihedsrettigheder uden indblanding fra staten. Eller argumenter om, at vaccinerne er farligere end selve sygdommen. Eller de mere holistiske argumenter om at lade naturen råde og lade immunforsvaret selv bekæmpe sygdommene.

Mange af de pseudovidenskabelige misinformationer kommer fra tidligere anerkendte forskere, der er ”hoppet af” eller har forfulgt en fejlagtig antagelse eller konspirationsteori. Det gælder fx den tidligere læge og forfatter Dr. Vernon Coleman, som i sin tid mente, at hiv/aids var en ”hoax” sat i værk af homoseksuelle aktivister  for at tiltrække sig opmærksomhed. Eller den britiske forsker Andrew Wakefield, som det lykkedes at få optaget en artikel i det ansete medicinske tidsskrift ”The Lancet”, der angiveligt påviste en sammenhæng mellem MFR-vacciner (mod mæslinger, fåresyge og røde hunde) og udbredelsen af autisme blandt vaccinerede børn. 

Begge forskere er frataget deres autorisationer, men historierne lever stadig. Og i Wakefields tilfælde har det ført til, at mange ikke lader deres børn vaccinere.

Læs ph.d. i idéhistorie Rikke Peters @AlbergPeters og professor i immunologi og virologi Søren Riis Paludans artikel om vaccinemodstand på lex.dk.

Den videnskabelige metode er som udgangspunkt selvregulerende og bygger på, at man minimerer eller retter fejl undervejs, bl.a. gennem såkaldte peer reviews, hvor videnskabelige forskningsresultater gennemgås kritisk af uafhængige fagfæller, og gennem såkaldt reproducerbarhed, hvor man bestandigt og systematisk forsøger at bekræfte eller afkræfte tidligere resultater.

Det er jo som udgangspunkt sundt at være kritisk, men man skal bare huske at være lige så kritisk overfor de alternative fortællinger som overfor de officielle. Og de officielle fortællinger fra fx lægevidenskaben er som regel behæftet med flere facts og data end de alternative fortællinger, der florerer.

Modsat konspirationsteorier er forskningen selvregulerende og lærer af sine fejl, mens konspirationsteorier alene søger efter tegn, der bekræfter sig selv og sine egne præmisser. Videnskaben hævder ikke 100 % sandhed, men søger det bedste afprøvede svar, baseret på evidens. Evidens er stærkere end mavefornemmelser, rygter og fake news.

Mit bedste råd er, at man skal tro på videnskaben. Ikke fordi den er perfekt. Men fordi den giver det bedste bud på, hvad der er sandt.

Søren Riis Paludan, professor i immunologi og virologi

Selv i den mest grundige videnskab kan der ske fejl. Det har vi set med fx Pandemrix-sagen i Sverige i 2009, hvor op mod 60 % af den svenske befolkning blev vaccineret med vaccinen Pandemrix mod svineinfluenza. Efterfølgende blev der rapporteret om en række alvorlige bivirkninger og symptomer som fx narkolepsi, og videnskabelige studier kunne bekræfte, at vaccinen medførte mere end fem gange højere risiko for bivirkninger end andre vacciner, der var i brug. Omkring 400 svenskere har modtaget erstatning som følge af de bivirkninger.

Grundpræmissen for udvikling af lægemidler er tillid. Også selvom der sker fejl. I Pandemrix-sagen kom fejlen fra videnskabens eget hus, og det er jo endnu mere farligt. Der er også brodne kar i forskning, eller der kan være situationer, hvor tingene ikke tjekkes grundigt nok. Det er en gråzone, hvornår det bliver en ”skandale”. Hvornår tilliden afløses af skepsis, og hvornår skepsis bliver til konspirationsteori.

Sundhedsvidenskaben er, som resten af virkeligheden, ikke sort/hvid, og det er de færreste ting, der er 100 % sande eller falske.

Søren Riis Paludan, professor i immunologi og virologi

Tilliden til myndigheder hviler på, at befolkningen er veluddannet og oplyst. Men det er også en del af det at være veluddannet og oplyst, at man er kritisk. Og det er sundt. For der er jo også svage punkter i forskning. Fx spørgsmålet om finansiering. Al forskning er dyrt og skal betales, enten af staten, fondene eller private virksomheder. Så der er jo altid en risiko for, at der ligger fx politiske eller økonomiske motiver bag finansieringen af forskning. Det er sundt at være kritisk. 

Man skal bare igen huske at være lige så kritisk overfor de alternative udlægninger. For dem er der også nogen, der står bag. Det kan være organisationer, der følger bestemte ideologiske mål, eller nogen, der lever af at sælge alternative produkter eller behandlinger.

Kritisk sans er sund, men skal anvendes hele vejen rundt, også mod ens egne mavefornemmelser. Problemet opstår, når den bliver til generel skepsis og konspirationsteorier. Det er her, fake news får næring. Og efterhånden som det er blevet lettere for hvem som helst at producere og distribuere information, bliver det stedse sværere at orientere sig og skelne mellem evidensbaseret forskning og fake news. Pseudovidenskabsfolk har i dag også egne pseudovidenskabelige magasiner, tidsskrifter og websites, og det skærper kravene til den kritiske sans.

Mit bedste råd er, at man, hvis man er til den kritiske side, behandler alle kilder med samme kritiske sans, også dem, der går imod myndighederne og den almene udlægning. Også konspirationsteoretikere og skeptikere kan jo være påvirket af kilder, der har interesser, fx i at sælge bestemte produkter eller alternative kure. Og så skal man være tilbageholdende med at dele informationer, man ikke kan tjekke eller kontrollere.

Ph.d. i idéhistorie Rikke Peters @AlbergPeters

Når fx Radioavisen åbner en udsendelse med historien om tre danskere, der har fået erstatning efter bivirkninger af AstraZeneca-vaccinen, er det det, der står tilbage, selvom det er tre undtagelser, og at vaccinerne har en altovervejende god virkning uden bivirkninger. 

Vi er i en individbaseret tidsalder. Derfor trækkes enkeltcases frem, mens proportionerne forsvinder eller lægges bagest i nyheden. Det er en del af mekanismen også i de etablerede medier. Og det nærer frygten hos folk, der er bange. De etablerede medier skaber ikke selv fake news, men de medvirker til at forstærke virkningen af fake news, hvis de drives af trangen til ”breaking news” og clickbaits. De etablerede medier bør sætte barren højt, og balancere individ-cases og undtagelser med facts og proportioner. Det er proportioner og nuancer, der afspejler virkeligheden, ikke undtagelser og enkeltsager. 

Dårlige enkeltcases skal ikke forties. Bestemt ikke. Men proportionerne hører med til billedet.

Også de etablerede medier har et ansvar, som aktører i den opmærksomhedsøkonomiske dagsorden, hvor de drives af jagten på klik. Medierne har et presseetisk ansvar for at give os et velbalanceret og velnuanceret verdensbillede og ikke lade ”hor, mord og ildebrand” dominere. Pressen skal huske proportionerne!

Ph.d. i idéhistorie Rikke Peters @AlbergPeters